Arkiv over kategorien 'IT'

Så er det hverdag igen…

Så er jeg begyndt på arbejde igen. Det er utrolig så mange småting man kan glemme på 3 måneder, så lige nu arbejder jeg på at komme op i gear igen. De næste to uger sidder jeg og udvikler MSI pakker og da SCCM projektet skal være afsluttet inden de fjorten dage, er der lidt pres på. Skoleopholdet gik over al forventning. Jeg slap igennem med et 7-tal, fire 10-taller og et 12-tal. Næste skoleophold er heldigvis kun 5. januar :)

Roskilde Festivalen nærmer sig og jeg har endnu ikke nået at få lyttet til ret mange bands. Jeg regner med at tage en ordentlig tørn i weekenden. Jeg skrev jo tidligere, at jeg ville give mit bud på en række bands, der skulle opleves i år, og det agter jeg at holde.

Jeg var til møde hos Ekstra Bladet i dag, hvor emnet omhandlede idéudvikling og koordinering af årets festival. Der skal en del flere journalister derhen end sidste år og der blev præsenteret mange interessante idéer, så hold øje med eb.dk fra d. 29. juni og en uge frem.

Endelig færdig…

De to sidste dage har stået på eksamener i C# programmering. En teoretisk, en praktisk og en mundtlig. Lige pt. venter jeg spændt på, at min karakter bliver lagt online på det såkaldte elevplan. Elevplan er selvfølgelig ikke udstyret med en e-mail funktion, der evt. kunne sende en e-mail hvis der skete ændringer på ens profil, som f.eks. en ny evaluering eller ny karakter. Næ nej, det er meget smartere, at man konstant skal tjekke siden for at få styret sin nysgerrig!

Men når det er sagt, så er dette 10 uger lange skoleophold overstået, og jeg ser frem til at møde på arbejde igen på mandag. Men det bliver kun til fjorten dage før jeg går på ferie, og de fjorten dage skal bruges på at afslutte vores SCCM (System Center Configuration Management) projekt. Starten af min ferie er afsat til Roskilde Festivalen. Jeg har fået en tjans hos Ekstra Bladet som teknisk vagt. Det vil sige de kan ringe til mig, hvis de skulle have nogle former for tekniske problemer under festivalen. Til gengæld bliver jeg udstyret med et armbånd til medieområdet. Den sidste uge er bare ren afslapning hvilket jeg glæder mig rigtig meget til!

Nu kan .me domænet frit registreres

I går den 6. juni åbnede den såkaldte landrush for det nye  .me Top Level Domain, der tilhører landet Montenegro. Men hvad er så interessant ved netop dette domæne? Jo, med lidt opfindsomhed kan man lave nogle ret interessante adresser, der på længere sigt kan være penge værd. Den 1. maj fik Montenegro tildelt domænet, og allerede dér spærrede de over 2500 adresser, såsom help.me, kill.me, fuck.me osv. De har så senere tænkt sig at sælge dem på aktion til højestbydende, men hvis man er lidt opfindsom kan man stadig godt finde nogle interessante sammensætninger. Google.me er f.eks. på nuværende tidspunkt ikke registreret, selvom firmaer og varermærker havde eneret til at bestille .me domæner i perioden 7.-20. maj. Der er sjovt nok endnu ikke nogle danske registratorer, men på Domain.me er der en lang liste af udenlandske registratorer, deriblandt nogle svenske, som man snildt kan benytte. Umiddelbart ser det dog ud til at man pga. landrush perioden, er nødt til at binde sig for to år ad gangen.

Zybbelig zyb zyb

Zyb er en lækker telefonitjeneste, der gør det muligt at synkronisere kontakter, kalenderaftaler, beskeder og billeder op til en central server. Altså en backuptjeneste hvor man ikke er afhængig af, at have en pc, hver gang man ønsker at synkronisere. Tjenesten er gratis (datatrafikken når man synkroniserer koster naturligvis lidt), og rigtig mange telefoner understøttes. Listen kan ses her.

Jeg mistede fornyligt min telefon, den blev heldigvis fundet, men den var fuldstændig tom. Dvs. kontakter og kalenderpunkter var væk. Man opdager ret hurtigt hvor få telefonnumre man rent faktisk kan huske i hovedet. Med den her tjeneste vil man lynhurtigt være køreklar igen, også hvis man skifter telefon, da man blot skal ind og ændre model på Zybs side, så tilpasser den selv formatet. At jeg kun lige har opdaget denne 2 år gamle tjeneste er så lidt kedeligt, men jeg kan trøste mig med, at jeg aldrig kommer til at være i denne situation igen :)

iWash…

Nu er det efterhånden en uges tid siden, jeg sidst har skrevet. I skolen er vi begyndt på et projekt, og der er afsat en måned til det, hvilket vil sige resten af denne skoleperiode. Oplægget til projektet var oprindeligt at lave en webshop med en tilhørende Windows applikation hvor det skulle være muligt at opdatere varer osv. i den tilknyttede database.

Vi synes det var en anelse kedeligt, så vi har valgt at lave et website til tidsbestilling af vaskemaskiner/vaskerum hvor målgruppen er boligforeninger. Bagved systemet ligger der en database, som styrer hvilke tider der er bestilt, kredit tilbage på brugernes konto (brugerne sætter penge ind på deres konto via hjemmesiden) osv. Vi brugte det meste af dagen i går på at lave et databasedesign som var praktisk, da vi skal hente en del data fra forskellige tabeller i databasen.

Brugerlogins styrer vi via en Windows applikation, hvor vi forestiller os at en repræsentant fra boligforeningen eller en form for vicevært kan oprette brugerlogins når nye beboere flytter ind. Pengene for vasken trækkes ikke ved tidsbestillingen på websitet, men kun når brugeren logger ind og starter deres vask via en touchskærm som vi kobler til vaskemaskinerne.

Alt dette samt rapport, teknisk dokumentation og manualer skal være færdig d. 9. juni, så vi har ret travlt. Der ligger mere arbejde i det end man umiddelbart tror! 

Facebook – Autopoke

Facebook er det største community i øjeblikket og har en del nyttige features, men også en del unødigt pjat. Man møder desværre flere og flere åndssvage applikationer og spambeskeder end i starten i trit med at der er kommet flere brugere. En trøst er dog, at det endnu ikke er kommet på højde med MySpace. Hvis man blot holder sig væk fra ”FunWall” og ”SuperWall”, er man allerede godt på vej mht. spambeskeder. I starten var det ikke muligt at blokere applikationer hvilket gjorde at man kunne få tilbud om at benytte en bestemt applikation flere gange om dagen. Pænt irriterende.

En anden funktion er ”Poke”-funktioen (Prik til). Som standard kan man prikke alle brugere. Det at prikke til folk udnyttes i stor stil på forskellige måder. Enten for at drille/irritere folk eller for at vise interesse for folk. I den forbindelse er der nogle folk på Facebook der har lavet en gruppe der hedder ”Enough with the Poking, Lets Just Have Sex“.

Hvis man prikker en person, så vil denne person få en besked om at de er blevet prikket af x person. Man de kan så vælge at prikke tilbage. Og så kan den ellers bare køre frem og tilbage indtil en ”overgiver” sig - ergo en Pokewar er startet :P

Nu er jeg ret stædig af natur, men også ret doven når det kommer til ensformige og kedelige opgaver/rutiner. Derfor vil jeg her præsentere en let metode til at automatisere det at prikke til folk, som har prikket til dig.

For det første skal browseren Firefox installeres. Det er blot lige ud af landevejen. Dernæst skal vi have installeret et Firefox addon og et script til netop dette addon.

Efter installation af Firefox går vi ind og installerer Greasemonkey. Tryk på “Add to Firefox” og vælg “Installer nu”. Tryk dernæst på “Genstart Firefox”. Når Firefox starter igen har man nu et lille ikon nede i højre hjørne der forestiller en abe.

Nu skal Auto-poke scriptet installeres. Gå ind her og vælg tryk på “Install this script” oppe i højre hjørne.

Næste gang du besøger Facebook vil den automatisk “Auto-poke” de folk, der har prikket til dig.

Eksempel på autopoke
 


 

juli 2008
m ti o to f l s
« jun    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Blog Stats

  • 676 hits